De var rigtigt planlagte ønskebørn, Kevin & Theis udviklede sig imidlertid ikke, som man helst ser små ønskebørn udvikle sig, Kevin skreg nok 20 timer i døgnet

Det tærer på parforholdet og kræver meget af os som forældre.

Vi er i dag glade for at, vi var 4 gangs forældre og havde årene og tålmodigheden med os.

Rådene vælter ofte ind fra velmenende venner og familiemedlemmer - og til sidst har man modtaget så mange råd, at man hverken ved ud eller ind.

Det er hårdt at have et utrøsteligt barn, Kevin havde uforklarlige anfald af gråd, vi gjorde alt for at trøste ham vi vugge ham og nynne en sang. Vi lå på gulvet foran akvariet om natten med ham, mange gange var det som om han fandt ro ved at se fiskene svømme.. Det blev svære og svære at opretholde forbindelsen til venner, da Kevin skreg uafbrudt. Fremmede stemmer i huset eller bare det, at vi tog ham med ud af huset gjorde ham utryk, ofte hvis vi fik gæste traskede jeg runde i den anden ende af huset og trøstede Kevin.. Ingen skulle tage ham op som, man mange gange gør ved små søde babyer.. han kunne ikke klare fremmed arme.

Vi havde på forhånd besluttet at vi skulle have 2 efternøler

Så vi arbejdede på sagen.. og ja 10 mdr. efter Kevin var født, var jeg igen gravid.. Kevin var efterhånden blevet nemmer, men et "mærkelig barn" som mange gange tøffede rundt i sin egen lille verden, et barn som mange gange gik rundt som om vi andre ikke eksisterede, han ville ikke side ved os i stuen og han ville ikke nusse og hygge, tog man ham op vred han sig hurtig ud af ens arme eller hurtig ned af sofaen. Han var ikke et barn der søgte trøst, han græd aldrig mere.

Jeg var gravid med Theis en vidunderlig graviditet.. Vi havde besluttet det var vores 5 og sidste barn, så denne graviditet skulle bare nydes.. Bare se maven vokse og mærke liv, kunne gøre en varm om hjertet.. Det er ikke noget dejligere end at føde et barn og så få det lagt op på maven og byde den velkommen til verden, det er så ubeskrivelig en følelse, som jeg tror alle mødre kan skrive under på..  I dag ved de fleste jo hvad de får inden fødslen! men mine første børn var en total overraskelse, endnu en dejlig følelse..

Fødslen

Den dag da fødslen gik i gang tog vi på hospitalet. Men det var som om der var noget galt.. Det var der også, han ville ud med benene først, så det endte med kejsersnit.. det var midt sidste barn og jeg havde bare glædet mig til at føde normalt... men nej sådan skulle mit sidste barn ikke komme til verden, jeg fik så lige aftalt med lægen at når de nu havde mig åben, kunne de lige lave så jeg ikke kunne få flere børn samtidig, det var en aftalt at hvis barnet var sundt og rask ville de klare det også..

Efter jeg vågner af narkosen sider min mand ved min side, en sygeplejerske er ved at lægge min søn til mit bryst, jeg er træt og omtåget af narkosen så jeg esser ikke rigtig noget. Husker kun at jeg ser det hele i små glimt, da vi kommer op på stuen, er det som om alting er forkert.. jeg kan ikke forholde mig til det barn jeg har fået, det er som om min underbevidsthed siger mig der er noget galt.. Frygter jeg er ved at få en fødselsdepression, "men det sker jo kun for folk der har en traumatisk barndom bag sig eller er psykisk syg !."

 Det sker ikke for mig, der altid har haft kontrol og tjek på midt liv, det ville være et nederlag over alle grænser, hvis jeg Susanne skulle erkende at jeg var ved at være syg. Næste morgen tog jeg mit helt almindelig tøj på, jeg lignede en gæst på besøg, og ikke en der gik med 15 cm hul i maven efter et kejsersnit i går.. Jeg havde en mission, jeg viste jeg skulle have en søn.. Så jeg var på jagt.. på hospitalet var der kun 2 drenge foruden min, jeg var sikker på de havde byttet ham ud.. Den første dreng jeg kiggede ned til i vuggen var en lille dreng med ganespaltning, der var ingen tvivl, det kunne umulig være min søn..  Den næste vugge jeg kiggede ned i, var en kæmpe neger dreng på 11 pund med sort krøllet hår..

Så jeg gik på min stue og faldt grædende om i sengen jeg kunne ikke sove nat eller dag jeg havde hjertebanken og uro i hele kroppen, og noget der lignede angstanfald, jeg kunne ikke finde ro nogen steder jeg måtte ud fra det hospital, jeg ville hjem.. Og det skulle være inden nogen fandt ud af hvordan jeg havde det , for det var godt nok flov. Så måtte det jo blive med den søn de havde givet mig.. Jeg gav hospitalet besked at jeg ville udskrives næste dag.. De var alle rystet, jeg ville komme til at skrive historie på det hospital, aldrig havde en kvinde med kejsersnit tage hjem 1½ døgn efter fødslen. Jeg ringede til min mand at han skulle hente mig næste formiddag, jeg husker jeg trippede op og ned af gulvet, min mand var en halv time forsinket, og jeg frygtede at han ikke kom. At han ikke ville have mig når jeg nu havde født endnu et handicappede barn.. 

 Min mand var også bekymret, om jeg nu kunne klare det. Men der har aldrig været det ,jeg ikke kunne klare, jeg har jo bare styr på mit liv.  Alt for sej.. Jeg var ikke i tvivl, der var noget galt med mit barn! Det var ikke mig der var galt med, det kunne det ikke være.

Som mor til 5 er man ikke i tvivl, men han var et dejlig nemt barn, han sov og spiste fik en tør numse og sov og spiste, han krævede ikke meget selskab.

Det var naturligvis et hårdt arbejde for os, at stå med 2 efternøler med 17 mdr. forskel som bare ikke var som børn normal er..

At få 2 handicappede børn indebærer, at livet bliver anderledes end man havde forstillet sig, den drøm og den forestilling man havde om hvordan det skulle være, at blive en familie med et par efternøler, kommer til at se anderledes ud end i drømmene. Vi oplevede at vores livsdrømme med et ændres.

Når man får 2 handicappede børn, oplever man også et tab, et tab af et barn man havde drømt om og ønsket sig, Man kan sige at man som forældre sørger over det barn man har mistet, samtidig med at man glæder sig over det barn man har fået. Det betyder ikke, at man ikke elsker eller kommer til at elske det barn man har fået , men at man sørger over det barn man ikke har fået. Det gibber i hjertet og tåren står i mine øjne, jeg er vred og ked af det på en gang.. Har bare lyst til at råbe og skrige  til verden om at de skal lade os være

I aner ikke en skid om hvad det vil sige at være forældre til 2 handicappede børn.

Jeg gribes af bitterhed, vrede, arrigskab og sorgfølelse alt den vrede over skæbnens ironi, hvorfor skulle det lige være os, der skulle have 2 handicappede børn, var vi virkelig  så dårlige mennesker at vi fortjente det ???? Det er bare ikke retfærdig, vi er bare så kærlig og varme, velfungerende og pligtopfyldende mennesker, der elsker hinanden over alt på jorden, vores kærlighed er så ægte at mange mennesker følte misundelse.

Det tog mig lang tid at overbevise min mand om, at vores børn ikke var normale, jeg begyndte at søge på nettet og inden længe kontaktede jeg en mor til et autistisk barn og vi talte sammen og så spurgte hun hvor gammel Kevin og Theis var ??

Kevin var 2 år og 2 mdr. og Theis 9 mdr.

Hun prøvede at overbevise mig om at ingen kunne give en diagnose på, så små børn og at deres adfærd kunne nå at ændre sig, da man i så tidlig en alder ikke kan give en diagnose på autisme, men den hoppede jeg ikke på. Jeg bestilte en del bøger om autisme og begyndte at læse, når der var noget der passede på mine børn stregede jeg det under, da jeg var færdig gav jeg det til min mand, og spurte om han ikke kunne nikke genkendende til det. det kunne han, men han var den, der ligesom var den positive i det, at vi ikke skulle tage sorgerne på forskud " Vi skal nok klare det, når vi holder sammen". og hvor har han dog ret.  

Vi elsker vores børn over alt på jorden, de er vores et og alt, vi ånder og lever for dem. Det er et hårdt arbejde at få 2 handicappede børn, både på det psykiske og fysiske plan, desværre føler vi os ikke altid forstået hverken af det offentlig system eller af vores nærmeste.

Theis fik diagnose: Retarderet Infantil autist  i 2000. 

Kevin fik diagnosen : Infantil Autist 2005